Sejdelin Family Blog

Overalt hvor vi er kommet på vores tur i Californien, Arizona, Nevada, har der været en stor imødekommenhed. Det er så bemærkelsesværdigt, at notere sig forskellen på den åbne og ligefremme facon der praktiseres herovre, holdt op imod den noget mere tilknappede og til tider arrogante stil i europa (incl Danmark).

Det er slet ikke usædvanligt, at en ukendt person på gaden, åbner en dialog med dig, med en bemærkning som:

– let me guess where you are from ?

– hey, how are you doing ?

– you enjoy your stay in the US ?

– hey buddy – had a fantastic day ?

– thanks for staying here at my hotel, hope to se you again some time

Små og uskyldige sætninger, men de virker oprigtige, og det er sjældent man hører en receptionist i DK sige farvel til sine gæster, med et på gensyn og mange tak for denne gang.

Vi vender gerne tilbage.

En laaaaang dag, hvis man som jeg ikke har det største crush på 3D og 4D forlystelser, og forkærlighed for Transformers figurer , Disney figurer, Shrek, Doro m.fl ,,,, kombineret med 35 graders varme og 2 mio andre gæster !

Men parken er skabt for børn og barnlige sjæle, og som sådan fungerer den storartet. Hold da op hvor har den meget at byde på. Du kan prøve alt. Eneste kæmpe minus er, at det er der rigtig mange der har fundet ud af. Hvilket afstedkommer en hord af mennesker overalt, og ventetider på 45-60 minutter ved alle forlystelser. Det er lang tid.

Vi startede dagen med det der kaldes en Studio-tour, hvor vi blev kørt rundt på hele Universal arealet og får fortalt historien om, hvordan film bliver til, ser kulisser og udsmykninger, ser hvordan der laves special effects, hvordan man snyder ved hjælp af bl.a computer teknologi. Vi så gaden hvor Desperate Housewifes blev optaget og bassinet hvori hajen fra Dødens Gab svømmede rundt (hajen var en stor, men vellignende, plastic genstand). Desuden var der en enormt livagtig 4D forestilling, hvori King Kong og diverse Dinosaures kæmpede en indbyrdes kamp om herredømmet, mens du selv er tilskuer på 1. parket.

På en dagsbillet kan man nyde dette Universal vanvid fra kl 9 til 22. Jeg havde så håbet at alle var godt trætte v 16-17 tiden, når vi nu var afsted fra morgenstunden af. Vi forlod først Parken kl 21 – så vi fik det meste med. Bl.a. et suverænt stuntshow i Waterworld som afslutning på dagen. Stor oplevelse. Og ungerne nåede at blive fotograferet med alle stuntmænd og kvinder.

LA er den værste trafikale udfordring i hele USA. Også idag hvor vi tog på Hollywood Boulevard for at gå på Walk of Fame.
Og når vi er ved Walk of Fame, vidste I at det koster 30.000 dollar at få sit navn i en stjerne på fortovet ,,, en række skuespillere, som Brad Pitt, Angelina Jolie, Julia Roberts, har faktisk valgt at sige nej til at blive eviggjort på denne måde. Beløbet går til velgørenhed, men de nævnte skuespillere mener ind til videre at de kan støtte på bedre måder. Og NEJ Kent, Clint Eastwood har heller ikke en stjerrne. Det er til stor forundring for mange herovre.

Vi havde booket en bustour som tog os rundt i byen for at se filmstudier m.m. Vi så sågar det hus fra slutscenen i Pretty Woman, hvor Richard Gere holder i sin åbne cadillac og kalder Vivian ud på altanen (Julia Roberts).

Hollywood skiltet blev fotograferet på afstand. Vi forsøgte at komme tættere på senere på dagen, men måtte opgive pga trafikken. Af samme årsag kørte vi ikke i Beverly Hills, til en vis fortrydelse for ungerne (ihvertfald de ældste) ,,, men det ville have taget det meste af en dag, uden garanti for at se noget som helst nævneværdigt. I stedet fik vi gjort de sidste indkøb, og det vakte også en vis tilfredshed – vi fik det vi manglede.

En lille sjov ting. Mellem de 2 mest kendte gader i LA, Hollywood Boulevard og Sunset Boulevard (de er parallelle), går en mindre gade helen vejen gennem LA.
Den hedder såmænd Selma Avenue ,,,,

Er Solvang et opreklameret stunt eller er der alligevel oprigtig dansk hygge at finde i denne lille Californiske flække ?

At dømme efter trængslen er der bestemt noget at komme efter. Byen var et tilløbsstykke, der var ingen P pladser at finde, og der var et rend af mennesker. Og egentlig var det okay. Mange danske stednavne, bagerier, vindmøller, HC Andersen parken, dansk brygget øl, julehuset og meget mere ,,,

Solvang blev grundlagt af nogle danske lærere i 1911 og har godt 5000 indbyggere. Det er jo ingenting. Men i sommerperioden er den meget populær som udflugtsmål, og det ER faktisk rigtig hyggeligt med de mange danske flag og bindingsværkshusene. MEN vanvittig dyrt er det også! Knud Erik mente vi skulle prøve at købe lidt wienerbrød hos danske bager Olsen.
2 wiener stænger – 150 kr. Værsgo at betale ,,,

På det sidste stykke mod LA, kørte vi over Santa Barbara, Santa Monica og Malibu Beach. Fantastisk oplevelse. Er I klar over hvor mange kendte der bor i Malibu Beach ?
Jeg nævner i flæng, PAMELA ANDERSON, Bruce Willis, John Travolta, Sting, Sylvester Stallone, Brad Pitt, Jack Nicholson, Richard Gere, Jennifer Aniston ,,,,

Nå – de var desværre ikke hjemme da vi kom forbi

Vi kørte igår turen fra Monterey til San Simon ned langs Stillehavskysten ad Pacific Coast Highway – bedre kendt som Route 1.

Det er ikke for ingenting at denne legendariske kyststrækning af mange fremhæves som en oplevelse ud over det sædvanlige. Det føles som at køre på kanten af afgrunden, med 50 – 100 meter frit fald ned i vandet til højre (når man kører syd på). Man skal ikke få et ildebefindende på den strækning.

Det er nok den stærkeste visuelle oplevelse jeg har haft på denne tur. Sikke en udsigt. Det er bjertagende. Har sjældent set noget lignende. Man føler sig hensat til en anden tid. Kigger man ud i horisonten er der absolut intet at se. Fornemmelsen af at dette gigantiske hav aldrig ender, føles på en og samme tid som en mavepuster og en bekræftelse af, at naturen og omgivelserne har en størrelse, som ingen menneskelige kræfter kan matche.

Vi har set mange ting på denne tur, og alle disse indtryk bliver sikkert først fordøjet over den kommende tid. Men Route 1 langs USA vestkyst må man aldrig gå glip af hvis man er på disse kanter. Jeg er lige ved at sige at Yosemite, Grand Canyon, Death Valley m.fl kommer til at stå i skyggen af denne oplevelse. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt. Men alligevel er der noget helt unikt over at have set og kørt denne strækning.

Idag tager vi den sidste bid af vestkysten ned til LA. Skal ind over Santa Barbara og Solvang. Alle er ved at være lidt køre-trætte. Har tilbagelagt 3600 km når vi i aften når til vejs ende. De sidste 3 dage i LA står på Universal Studio, Beverly Hills, Walk of Fame og Hollywood. Bliver rart med 3 dage på samme destination.

Udsigt fra Route 1

Vi har idag forladt SF og kørt syd på mod Monterey. Monterey er vores første rigtige bekendtskab med Stillehavs kysten, hvor vi her sidst på eftermiddagen har siddet på stranden og set bølgernes skvulpen, på en vesterhavslignende sandsstrand.

På dagens køretur slog vi vejen forbi 2 seværdigheder.

Stanford University og det gigantiske campus område må være enhver studerendes drøm. Sikke faciliteter. Grundlagt af Leland Stanford i 1891 – han var en af 4 mænd der fik tilladelsen til af drive jernbane mellem øst og vest USA. Det skabte han en formue på. Så han tænkte han måtte give noget igen. Det er så sandelig lykkes. Ikke underligt at Stanford University er et af verdens mest eftertragtede universiteter.

Silicon Valley lå lige for på vores rute ned mod Route 1, og det var derfor fristende at slå vejen forbi for at se hovedkvartererne for en række af verdens førende selskaber. Apple, Hewlett Packard, Linked IN, Intel m.fl. fik vi set ,,,

Der var ca. 15 min kørsel mellem Stanford University og Silicon Valley. 15 min kørsel mellem skolen og den fremtidige arbejdsplads for de kvikkeste hoveder ,,

BREAK THE RULES AND YOU GO TO JAIL
BREAK THE RULES IN JAIL AND YOU GO TO ALCATRAZ

Fange nummer 1259 – William Baker – gav os en helt speciel mindeværdig oplevelse af den tidligere fangeø.

Da vi sejlede til øen tirsdag eftermiddag havde vi ikke en ide om at vi kort efter rent faktisk skulle møde en tidligere fange på øen. William havde skrevet en del gummichecks i en lang periode og røget ud og ind af fængsler – men den reelle årsag til at han kom til Alcatraz, var 3 på hinanden følgende flugtforsøg, fra andre amerikanske fængsler. Han sad på Alcatraz i perioden 1957-1960.
Nu har han skrevet en bog om oplevelserne, den købte vi naturligvis og fik den signeret af den flinke ældre herre. Han mente vi måtte nedstamme fra vikingerne, og fortalte ihærdigt om hvilken stormagt Danmark engang havde været. Jo – vidende var han.

Alcatraz var en kæmpe oplevelse! Råt for usødet fik man et førstehåndsindtryk af datidens fængselsliv og metoder. Celler der ikke ville være godkendte som hundehuse i lille DK, en ø hvor de værste forbrydere af slagsen fik lov at riste, mens de måske kom på bedre tanker. Al Capone, Robert Franklin, James Bulger er nogle af bæsterne der har logeret der.

Hvor var det også dejligt at fornemme børnenes spørgelystne nysgerrighed på øen. Alle sten blev vendt, og vi forsøgte at finde så mange svar som vi kunne ,,,

Officielt er der aldrig nogle for hvem det er lykkes at flygte fra øen. Dog er 3 meldt savnet tilbage i 60erne. Der var tale om et flugtforsøg, men de er aldrig set siden, og det menes at de måske er druknet på deres vej ,,,

William Baker afbildet nedenfor ,,

Byen har med sine knap 1 mio indbyggere flere fantastiske seværdigheder. Vi kørte ind i byen via Bay Bridge (og ikke Golden Gate), men det gav ikke et mindre imponerende indtryk. Vi kunne se Golden Gate i horisonten og Alcatraz ligge som en fæstning i vandet.

Vi havde værelser på et mindre hotel – San Remo – nær havnefronten på Fishermans Warf. Praktisk at være inden for gå afstand af de centrale seværdigheder i downtown.

Men inden vi nåede på plads på hotellet, fik vi stiftet bekendtskab med både de ekstremt stejle gader, cabel cars, Lombard Street (verdens mest kurvede vej) og Chinatown. Alt sammen i vores egen minibus !! ,,, det fordrer altså tæt på den store fyrværker eksamen, at styre køretøjet rundt i de smalle, kurvede og bakkede gader i San Francisco

San Francisco er en by med mange ansigter. Vi oplevede de smukkeste og mest ikoniske steder, men også en by med ualmindeligt mange hjemløse og tiggere på gaderne. Det sidste efterlader et ret dybt indtryk på os alle. Parker, indgangspartier, ventilationer (overskudsvarme) – alle steder søgte de ly.
Det virkede som om de altid havde været der, og som om de altid ville være der ,,, en noget trist bagside af medaljen.

Golden Gate blev vores sidste indtryk af San Francisco kort inden vi forlod byen. Altså det er jo bare en hængebro – det der gør den speciel er nok den små-orange farve som giver det rødlige skær, også på lang afstand. Imponerende syn.