Vi kørte igår turen fra Monterey til San Simon ned langs Stillehavskysten ad Pacific Coast Highway – bedre kendt som Route 1.
Det er ikke for ingenting at denne legendariske kyststrækning af mange fremhæves som en oplevelse ud over det sædvanlige. Det føles som at køre på kanten af afgrunden, med 50 – 100 meter frit fald ned i vandet til højre (når man kører syd på). Man skal ikke få et ildebefindende på den strækning.
Det er nok den stærkeste visuelle oplevelse jeg har haft på denne tur. Sikke en udsigt. Det er bjertagende. Har sjældent set noget lignende. Man føler sig hensat til en anden tid. Kigger man ud i horisonten er der absolut intet at se. Fornemmelsen af at dette gigantiske hav aldrig ender, føles på en og samme tid som en mavepuster og en bekræftelse af, at naturen og omgivelserne har en størrelse, som ingen menneskelige kræfter kan matche.
Vi har set mange ting på denne tur, og alle disse indtryk bliver sikkert først fordøjet over den kommende tid. Men Route 1 langs USA vestkyst må man aldrig gå glip af hvis man er på disse kanter. Jeg er lige ved at sige at Yosemite, Grand Canyon, Death Valley m.fl kommer til at stå i skyggen af denne oplevelse. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt. Men alligevel er der noget helt unikt over at have set og kørt denne strækning.
Idag tager vi den sidste bid af vestkysten ned til LA. Skal ind over Santa Barbara og Solvang. Alle er ved at være lidt køre-trætte. Har tilbagelagt 3600 km når vi i aften når til vejs ende. De sidste 3 dage i LA står på Universal Studio, Beverly Hills, Walk of Fame og Hollywood. Bliver rart med 3 dage på samme destination.
Udsigt fra Route 1
